Cafébesøg
Det er ikke sådan, at jeg ikke kan lide farven lyserød, det kan jeg faktisk godt, men ikke på mig selv. Den passer ikke til mine fregner, lyse hud og røde hår.
Alligevel bruger jeg tit lyserød læbestift om sommeren når jeg har fået ekstra mange fregner af solen. Og når jeg maler mine læber med den farve, føler jeg mig sexet, lidt som at være med i en pornofilm, og det er sjovt. Somme tider.
Men lyserødt tøj har jeg nu aldrig gået med. Selvom jeg synes det ser nobelt ud. Jeg kan godt lide det. Til hellerupkvinder mellem 25 og 40 år. Men de har også langt lyst hår. Hestehale. Er sporty.
Jeg har ikke lyst hår og hvis jeg havde, ville jeg nok farve det rødt. Jeg kan godt lide min hårfarve. Og hvis jeg ikke havde farvet det, ville jeg alligevel ikke gå i lyserødt.
En formiddag da jeg havde fri fra arbejde, cyklede jeg ud på Café Rotunden. Den minder mig om en café i Blankenese. Efter jeg er kommet hjem til Danmark igen, kan jeg godt lide sådan en café.
Nok for at have et lille holdepunkt. For ikke at integrere mig helt i den danske kultur. Ikke at jeg var vild med at bo i Hamborg. Alle de år jeg var der, ville jeg tilbage til Danmark. Men nu savner jeg det ind i mellem, derfor tager jeg ud til Rotunden af og til.
I Blankenese bor der udelukkende rige eller wannabe's. Og hvis jeg skal være ærlig, kunne jeg godt tænke mig at være en af damerne fra Blankenese eller Hellerup. Somme tider. Fordi de virker så afklarede, fuld af overskud og overblik og så tiltrækkende i deres outfit. Derfor kom jeg ofte i den bydel, og derfor kommer jeg nu på Rotunden.
Den her dag sad jeg i baren og fik en kop kaffe. Ved siden af mig stod der en mand der havde bestilt en latte macchiato. Han havde et barn på armen, sin søn. Han havde ikke en lyserød skjorte på, men han lignede til forveksling en mand jeg havde set på caféen i Blankenese, som altid havde en lyserød skjorte på. Den her var mintgrøn. Jeg kunne se på snittet, som var kropsnært, at det var en Diesel-skjorte. Nøjagtig som ham i Hamborg. Begge havde de løse, mørkeblå jeans på, hvilket mærke det var, kunne jeg ikke se for skjorten, der hang nonchalant uden på bukserne. De mørkebrune, mokkasiner var ikke almindelige, kedelige fra Minnetonka, det lignede Marc Jacobs.
Drengen på armen så også ud som ham der sad på armen af manden i Hamborg. Han havde et par grønne, Helly Hansen gummistøvler på som hans cowboybukser var stukket ned i. Det lille, hvide og røde mærke med den mørkeblå streg over og under på baglommen af bukserne, kunne lige nøjagtig ses, for sweateren var trukket lidt op dér. Sikkert af samme grund. Men ikke nok med det, de der gummistøvler var lidt beskidte, altså man kunne se at de ikke lige var købt i forgårs.
Det syntes jeg var et signal. Drengen var nok ligeglad, men det var faren ikke. Det var en klar besked til omverden om: "Vi er rige, har hus, have og er medlemmer af yachtklubben i Hellerup, vi tager os ikke af hvad andre mener om os. Vi er noget særligt."
Da jeg så den mand og dreng på cafeén i Blankenese, fik jeg en eventyrlig trang til at gå op til baren hvor de stod, bestille en kaffe mere og "komme til" at skubbe til manden mens han konsumerede sin café au lait eller cappuccino, men jeg turde ikke.
Nu gør jeg det, tænkte jeg, det vil aldrig falde ham ind at det var med vilje.
Og jeg gjorde det. Og jeg sagde undskyld, for manden kom til at spilde på drengens hånd og knægten begyndte at skrige. Så varmt kunne det altså heller ikke være, de havde stået der mindst i ti minutter og snakket med tjeneren, men det var ikke min hensigt, at drengen skulle brænde sig. Ikke at jeg fortrød det.
Manden bemærkede heller ikke, at jeg havde gjort det forsætligt og for at hjælpe ham, tog jeg en serviet og ville tørre pletten væk. Det vil sige, servietten var rød og smittede af, så nu blev skjorten nærmest lyserød.
Nu bliver jeg nødt til at indrømme at det var hvad jeg havde håbet på. For jeg vidste hjemmefra at min mor altid råbte op når nogen kom til at spilde på hendes fine, hvide dug: "Jeg tørrer op, brug ikke servietten, den smitter af!"
Manden undskyldte sig dog ret bestemt, for han ønskede at gå ud på toilettet for selv at fjerne pletten.
Der var to muligheder for mig. Enten at gå og aldrig sætte mine ben mere på Rotunden. Eller tilbyde manden, at jeg ville betale en rensning af skjorten og en ny, hvis ikke pletten ville gå af.
Jeg gjorde det første. Og det var det rigtige, for da jeg satte mig op på cyklen og susede ind mod byen, var det som om himlen åbnede sig for mig. Jeg var så glad som jeg ikke længe havde været. Det var som om de ni år i Tyskland og det ene jeg nu har været i København, pludselig blev komprimeret og alle sammenligninger, overvejelser og mangel på tilhørsforhold forsvandt. Det blev krystalklart for mig, at jeg havde ret i min bedømmelse af de signaler som jeg syntes han udsendte. At han ikke var ligeglad med, hvad andre tænkte om ham, at han ikke var noget særligt.
Det gav mig en vis ro. For det er jeg heller ikke.