Uddrag fra Somme tider er en cigar bare en cigar
Kopperne og resten af banankagen som jeg bagte i formiddags og overtrak med chokolade, står stadig på bordet. Byron drikker af sin kop. Katten ligger i sofaen ved siden af ham. Gæsterne er lige gået.
- Det gik da fint, synes du ikke? siger Byron.
- Jo, det gjorde det vel, siger jeg.
Han vender hovedet og stirrer på mig:
- Hvad mener du?
- Jo, men det gik godt.
- Hvorfor sagde du så, vel?
Den gamle, tunge lænestol jeg sidder i, bliver som en del af mig. Det er behageligt at være tung og robust. 
- Ikke for noget. Det gik fint.
Han rejser sig. Går over mod mig. Griber om min hals. Presser den og hovedet tilbage mod ryglænet, bliver ved med at presse. Jeg er ikke tung mere. 
- Hvorfor sagde du så, vel? siger han.
Jeg sparker, skubber til bordet, hører porcelænet falde på gulvet, katten hoppe ned og løbe væk. Banker de knyttede næver ind i siden på ham. Hæse lyde stødes ud af min mund. Jeg kommer fri, hoster, løber gennem stuen, hører at han trækker livremmen ud af sine jeans. Han vælter noget. Jeg kigger tilbage. Det er den blå due. Jeg løber hen og vil samle den op.
- Lad for fanden det lort ligge og sæt dig ud i køkkenet. 

Han skubber mig, jeg falder. Duen lader jeg ligge. Kravler ud mod køkkenet.
- Din møghund, nu skal jeg kraftedeme vise dig. 
Jeg kommer op at stå. Byron går hen mod mig. Han skubber til mig, jeg snubler bagover, men bliver på benene. Han tager fat i mit hår og presser mit hoved op mod hans. Jeg kan lugte ham, han lugter af røg og kaffe.
- Hvad vil du vise mig? siger jeg. Jeg gør ingen modstand men spytter ham i ansigtet. Han giver mig en lussing. Tager enden af bæltet ind i spændet, hans øjne lyser mørke. 
- Så vis mig det dog! siger jeg og bliver stående foran ham med armene ned langs kroppen og strækker halsen i vejret:
– Gør det inden jeg fortryder.

Mit ansigt er vådt, min krop ryster. Han lader bæltet falde til gulvet, sætter sig på stolen ved bordet. Han ligner en sæk. En stor sæk fugtig sand. Jeg spytter på gulvet foran ham.